NCB – eller Nordisk Copyright Bureau – er et selskab, der varetager rettighederne til indspilning og kopiering af musik på diverse medier i Norden og de baltiske lande. NCB er et non-profit selskab, der samarbejder med tilsvarende copyrightselskaber over hele verden.
Indeholder din produktion copyrightbeskyttet musik, skal den altid anmeldes til NCB. Det gælder også hvis det er din egen musik og du er medlem af KODA. Der er dog mulighed for at få dispensation ved optryk af mindre oplag af egne produktioner, og der skal derved ikke betales NCB-afgift.
Copydan varetager ophavsrettigheder for en lang række rettighedshavere. Ved køb af blanke medier pålægges en afgift for privatpersoner, der i 2014 udgør 2,31 kr. for CD og 3,66 kr. for DVD, Blu-Ray og HD DVD.
Virksomheder/institutioner kan fritages for denne afgift på medier, ved at lave en erhvervsaftale med Copydan. Det koster ikke noget og kan gøres på ganske få minutter.